Skjulte skatter i gamle skrin

På lørdag hadde lokalavisen i Kragerø, KV eller Kragerø Blad Vestmar, en artikkel der jeg forteller om arbeidet mitt med Ringrosen, og hvor viktig det har vært å få så god hjelp fra historiekunnige og lokalkjente i Kragerø. 

På bildet viser jeg fram en avisside som er over 100 år gammel, og som bestemor Randi har spart på et helt liv. Jeg fant det i et lite skrin hvor hun oppbevarte sine viktigste papirer, men det var ingen som hadde sett i dette skrinet etter at hun døde i 1999. Da jeg fant det, lå det på loftet til tanten min i påvente av en passende anledning.

Årsaken til at hun hadde tatt vare på avissiden, var at her sto det et helt referat fra hennes mors begravelse i 1912. Artikkelen går over tre spalter, og beskriver i detalj hvordan begravelsen foregikk og den har også med hele pastorens tale. Det hele er så trist, så hjerteskjærende trist. Artikkelen var allikevel ikke helt ny for meg, den hadde jeg funnet et par år før, da jeg var i Kragerø og lette i gamle aviser på mikrofilm. Men, at Randi hadde hatt disse minneordene liggende et helt liv, var det overhodet ingen som lever i dag som har visst. Fra side 90 i boken kan du lese om hvordan jeg ser for meg at Randi gjemte avissiden i akkurat et lite skrin under senga. Noen ganger overrasker virkeligheten oss skikkelig. Jeg skrev kapitlet lenge før jeg fant skrinet …

For spesielt interesserte: Her er hele teksten i artikkelen med referatet som sto etter Randis mors sin begravelse den 22. august i 1912. 

Fru Kapt. Svendsens Begravelse

foregik itorsdags under stor Deltagelse. Stille kom Sørgeskaren og stillet sig op omkring den blomstersmykkede Kiste. – En gribende Stilhed hersket. Tanken på den triste Ulykke lagde sig tung over Sindet. Sørgehøitideligheden begyndte med Afsyngelsen av følgende Sang:

Om glæder end betegned
hvert Fjed, vi vandred frem.
Dog Længsel Sjælen fylder
Ved Tanken om vort Hjem.
Og aldrig du i Verden
Vil finde noget Sted,
Hvor som i Barndoms Egne
Dit Hjerte føler Fred.

Kor:    Hjem, Hjem, mit kjære Hjem,
Nej, ingen Plet paa Jorden
Er Skjøn som du, mit Hjem. 

Landflygtig jeg mod Hjemmet
Igennem Taarer ser.
Ak, skal min elskte Hytte
Jeg aldrig skue mer?
Sødt Fuglene de synge
Med den mig kjendte Røst;
Der atter Fred neddaler
I sorgopfyldte Bryst.  

Derefter talte Pastor Midbøe: Himmelske Gud, levende og dødes Gud, vi takker dig, i Ydmyghed bøier vi os for din Majestæt. Vort Liv er helt i din Haand. Nu ber vi dig: lad din Naade være med os – Lad din Naade og Trøst senke sig ned i de Sørgendes Hjerte; de, som staar her sønderknust ved det haarde Slag. Amen.

Den Herre Jesus siger: Sælges ikke to Spurve for en Øre? Og ikke en av dem falder til Jorden uden at Eders Fader vil det. Endog Eders Hovedhaar er talte. Frygt derfor ikke! I er mere end mange Spurve”. – Kjære Kristne! Naade og Fred fra Gud, vor Fader vorde Eder mangfoldig til Del ved Jesus Kristus vor Frelser!

Har vi ikke alle, som staar over denne Baare, Følelsen av, at vi staar paa hellig Grund. Tanken paa den haarde Død, hun led og paa den store Sorg, Ulykken har bragt Familien, gjør at vi føler vor Avmagt ligeoverfor hendes kjæres store Sorg. – Og Sorgen griber os alle.

Da vi nu sang denne Sangen om Hjemmet: ” Hjem, Hjem, mit kjære Hjem. Nei intet Sted paa Jorden er skjønt som du mit Hjem”, var det saa ikke som vi hørte hende synge med. Var det saa ikke som om hendes Hjertelag tonte med. Hjemmet var jo hendes. Og det stod i hendes Tanker, som det kjæreste Sted paa Jord. Hvor hun færdedes der ute saa bar hun det med i sit Hjerte. Og hun længtet mot sit Hjem, som hun hadde bygget for sig og sine.

Og saa kommer den Tanke til: dette kjære Hjem, som hun længtet til, det skulde hun ikke mere faa se. Som Lik er hun her for at bæres ut av Hjemmet til sin siste Hvile. – Ja, hvor dette gjør Sorgen vemodig tung. Det er altid saa ved Døden, at den bringer Sorg og Graat. Men der er saa meget ved denne Baare, som ikke er ved andre. Her kommer jo dette til, at en haard Ulykke saa hæftig og uventet rev hende bort i en fremmed Havn.

Hun var paa Lufttur med sin Mand og sine Børn. Frisk og glad gikk hun i land derute og faa Minutter efter bæres hun om bord i sin Mands Skib som Lik. Saa uventet miste sin kjære Hustru. Barna miste sin Mor. Søskende, sin Søster. Far sin Datter. Og miste sit kjæreste ved en haard Ulykke!

Her er det, det saa let kan synes os, som om det var et Tilfælde, et ondt Tilfælde, som saa pludselig gjorde Ende paa hendes Liv og tok det kjæreste bort fra dem, som her staar graatende ved hendes Baare. Og hvor haabløst blir saa ikke det hele. Det blinde Tilfælde, som ikke gaar efter nogen  Lov skulde ødelægge ens Lykke!

Angst og Frykt kan da saa let gripe os – hva kan ikke ligge og vente paa os, vi som endnu har vort kjæreste i Eie? Et ondt Tilfælde, som kan knuse alle vore Forhaabninger, hele vor Lykke, ja os selv med alle vore Fremtidsplaner. Hvor usikker vor Lykke da vilde være. Hvor utryg vor Tilværelse vilde bli dersom Tilfælde skulde raade over vårt Liv.

Men Gud være lovet, det er ikke saa. Ikke det blinde, lovløse Tilfælde regjerer vort Liv. Jesus siger os, det alt regjeres av den almægtige Gud. Han kommer hit til dette Sørgehus og hvisker sin store Sandhet i de Sørgendes Sjæl. Dette som synes eder saa tungt og grusomt, det er gjort av eders Fader i Himmelen. Den Fader som er Kjærlighet.

Han skjøv på Jernbanevognene. Ja, det høres nok underlig ut og uforstaaelig ut. Og hans Kjærlighet  er saa vanskelig at faa tak i midt i det haarde Slag. Men Jesus siger det og saa er det saa. Og dessuten, har han ikke vist os tydelig at han elsker os, hvorledes skulde ikke han gi os de bedste Ting ellers. Jo, alt hva han gjør, er herlig gjort, gjort i rik Kjærlighet.

Men hvor kortsynte vi er! – Hvor litet vi forstaar av det, som tjener til vort bedste. Hvor vanskelig vi har for at se os som evige Væsener. Hvor let vi har for at vor Lykke liggende i Livet her nede. Og dog er det saa, at dette Liv kun er Forberedelse til Evigheten.

I alt det gaadefulde og uforklarlige her nede, midt i det uforklarlige her ved denne Baare, lad os holde fast ved Jesu Ord: Vort Liv og vor Lykke er i den kjærlige himmelske Fars Haand og han har sin store Plan med os: At vi i Evigheten skal være hos ham. Og han bruker sine Veie og sine Midler, som vi ofte ikke forstaar. Kjære I sørgende! Jeg vilde saa gjerne bære frem dette Jesu Ord til Eders sorgtunge Sjæl. Jeg ved, at Mennesketrøst hjælper saa lidet. Men faar han den Herre Jesus, som er her hos os, faar han hviske sin Sandhet til Sjælen, da brytes Sorgens Mørke. Lad hans Røst naa frem: ”Sælges ikke ti Spurve for en Øre, og dog falder ikke en av dem til Jorden uten Eders Fader vil det. Endog Eders Hovedhaar er talte. Frykt derfor ikke. I er mer end mange Spurve”. Han peger paa Guds Kjærlighed. Træng frem til ham. Græd ut der.

Saa siger vi dig Farvel. Tak og Farvel fra din Mand, for hvem du var saa meget. Tak og Farvel fra dine Børn, som vil mindes nedigjennem Aarene. Tak og Farvel fra Søskende og Far, som staar her graatende ved din Baare. Tak og Farvel fra alle dine Veninder, som ikke mer fik se dig, men som er glad for at du kom hjem og faar hvile i Norges Jord.

Og til sist et Tak og et sidste Farvel fra dit hjem, som du elskte saa høit. Gud velsigne dit Minde, og maatte han gi, at ogsaa Mindet om din haarde Død maa bli oss alle til Velsignelse. Herre, hold din Haand over os alle. Velsign dette Hjem og lad din Naade og Trøst sænke sig i de sørgendes Sjæl. – Amen.

 –

Derefter blev der av Fru Marie Schrøder som Formand i Redningssagens Kvindeforening nedlagt en vakker Krans paa Baaren. Dypt bevæget tolket Fruen Medlemmernes dype Sorg over Tabet av Fru Svendsen. ”Maatte Gud faa sende en Straale av Trøst ind i de sørgendes Sjæl”.

Den av Blomster overlæssede Kiste blev saa baaret ud og ført til Kalstad Kirkegaard, hvor Pastor Midbøe forrettede Jordpaakastelsen. En Masse Mennesker hadde mødt frem for at vise sin Deltagelse.

 

Del på: